Projektet
I CoolMinds-projektet undersøger vi virkningen af digital terapi til unge med angst. Tilbuddet er for unge i alderen 12-17, som er bosat i Region Syddanmark eller Region Hovedstaden.
Hvem står bag CoolMinds?
CoolMinds drives af Center for Digital Psykiatri i et samarbejde med Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge.
Center for Digital Psykiatri
Center for Digital Psykiatri (CEDIP) er frontløber i brugen af digitale løsninger til at fremme mental sundhed og psykiatrisk behandling. Vi arbejder for at give alle danskere let og lige adgang til mental sundhed.
Vi er en del af Psykiatrien i Region Syddanmark. Her er vi eksperter i at matche psykiatriens behov med den rigtige teknologi. Vi leverer også flere landsdækkende tilbud såsom Internetpsykiatrien.dk og Mindhelper.dk.
Du kan læse mere om Center for Digital Psykiatri på vores side, under Psykiatrien I Region Syddanmark.
CEBU
Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge (CEBU) er et forsknings – og undervisningscenter ved Aarhus Universitet. CEBU blev etableret i 2009 under navnet Angstklinikken. Centeret har haft over 800 børn og unge i behandling. Vi er blandt de førende i Danmark inden for forskning i behandling og forebyggelse af angst hos børn og unge.
Vi står blandt andet bag afprøvningen og udbredelsen af de evidensbaserede Cool Kids programmer.
CEBU står også bag projektet Back2School, som har fokus på bekymrende skolefravær hos børn og unge. I kan læse mere om CEBU på vores hjemmeside.
Hvorfor forsker vi i digital behandling?
Ca. 1 ud af 10 børn og unge har behandlingskrævende angst. Det svarer til, at der i hver skoleklasse er 2-3 elever, som har brug for hjælp til at håndtere deres frygt og bekymringer. Det er dog langt fra alle børn og unge, der får den behandling, som de har brug for. Den generelle mangel på psykologer og psykiatere gør, at der kan være lang ventetid på at få en konsultation. Og det er ikke alle, der har mod på at have samtaler med en psykolog.
Angst er dog en af de psykiske lidelser, som kan behandles med rigtig gode resultater. Det er også tidligere blevet undersøgt, om digitale programmer kan levere den behandling for angst, som der er brug for. Man fandt her ud af, at de digitale programmer kan være et effektivt og lettere tilgængeligt alternativ til behandling med fysisk fremmøde. Digital terapi kan på den måde være med til at nedsætte ventetiden på psykologhjælp.
Derfor samarbejder vi om at skabe et nyt digitalt behandlingstilbud til unge med angst. Tilbuddet hedder CoolMinds. Vi undersøger lige nu effekten af CoolMinds-programmerne. Her forsøger vi at blive klogere på hvordan psykologen bedst kan støtte den unge og hvilke unge, der kan have gavn af et digitalt behandlingsforløb. Det gør det muligt for os at tilpasse behandlingen, så vi kan tilbyde familierne den hjælp og støtte, de har brug for.
Digital kognitiv adfærdsterapi til unge
Digital terapi kan foregå på mange forskellige måder og er ikke meget anderledes end at have fysiske samtaler med en psykolog. I CoolMinds foregår terapien skriftligt, gennem to digitale programmer. Indholdet bygger på kognitiv adfærdsterapi, som leveres gennem et digitaliseret forløb, der giver familierne viden om angst og teknikker til at mindske angst. Hver familie følges af en psykolog under deres forløb. Psykologen vil give familierne skriftlig feedback på øvelser og støtte efter behov.
Forskning viser, at digitale behandlingsprogrammer har god effekt i behandlingen af angst hos både voksne, børn og unge. Flere studier peger endda på, at digital behandling kan virke ligeså godt, som et terapiforløb med fysisk fremmøde. Det kan derfor være en god mulighed, hvis man har svært ved nye steder eller mennesker. For nogle unge, kan det opleves mere trygt at modtage behandling hjemme i vante omgivelser. Et digitalt forløb er samtidigt mere fleksibelt og kan derfor være lettere at passe ind i et travlt familieliv.
Mød nogle af forskerne i CoolMinds:
Mød Helene Skaarnes:
Helene er ph.d.-studerende på CoolMinds-projektet, hvor hun undersøger effekten af behandlingen. Hun er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og har en bachelor i barnevernspedagogikk fra Høgskolen i Innlandet, Norge.
Send Helene en mail på: Helene.Skaarnes@rsyd.dk
Kontakt Helene på +45 2964 9702
Følg Helene på LinkedIn her
Mød Nikita Sørensen:
Nikita er ph.d.-studerende på CoolMinds-projektet, hvor hun undersøger hvilke dele af behandlingen, som virker særlig godt. Hun er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og er certificeret Cool Kids behandler.
Send Nikita en mail på: nikita@psy.au.dk
Nikita kan kontaktes på +45 8715 9439
Følg Nikita på LinkedIn her
Ofte stillede spørgsmål:
Her kan du finde svar på de spørgsmål, som andre forældre oftest stiller. Har du spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, er du velkommen til at skrive til os via digital post. Du kan finde kontaktoplysningerne på vores kontaktside.
CoolMinds er et forskningsprojekt, som drives af Center for Digital Psykiatri, i et samarbejde med Center for Psykologisk behandling til Børn og Unge. I kan læse mere om begge centre på siden “Om projektet”. I projektet undersøger vi effekten af et nyt digitalt behandlingstilbud. Tilbuddet henvender sig til unge i alderen 12-17 år med angst.
I CoolMinds foregår behandlingen gennem to digitale programmer. Et til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt, over en periode på 14 uger. Indholdet bygger på den terapiform, der hedder kognitiv adfærdsterapi, som er den mest anvendte behandling ved angst. I vil under hele forløbet have en psykolog tilknyttet, som kan støtte jer skriftligt og give jer feedback på de øvelser, I arbejder med i programmet. I kan læse mere om behandlingen på siden “Om behandlingen”.
Da CoolMinds er et forskningsprojekt, er der nogle kriterier, som skal være opfyldt, før vi kan tilbyde jer behandling. I kan læse mere om deltagelseskriterier på vores ansøgningsside, som I finder ved at klikke på “Ansøg her”.
Vi tager i øjeblikket imod ansøgninger fra familier, som er bosat i Region Syddanmark eller Region Hovedstaden.
Jeres behandling foregår via et digitalt program. Der er et program til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt over en periode på 14 uger.
Programmet til jeres barn
I programmet til jeres barn har vi skabt et trygt og genkendeligt univers for unge. Indholdet bygger på Kognitiv Adfærdsterapi, som er den mest anerkendte terapiform ved behandling af angst hos både børn og voksne. Vi har delt indholdet op i 11 moduler med viden om angst og praktiske øvelser. Jeres barn vil her lære forskellige teknikker til at mindske angst. Psykologen følger jeres barn gennem hele forløbet.
Programmet til forældre
Programmet indeholder viden om angst og selve behandlingen. I får også gode råd til, hvordan I bedst kan støtte jeres barn gennem forløbet. Kun én forælder har adgang til programmet, men vi håber, at I vil dele indholdet med hinanden.
Skriftlig kontakt til psykologen
I vil som en del af jeres behandlingsforløb modtage skriftlig støtte og feedback fra en psykolog. Kontakten foregår kun skriftligt, via programmets chatfunktion.
Da vi gerne vil undersøge virkningen af forskellige former for psykologstøtte, kan kontakten foregå på to måder:
- I modtager planlagt, ugentlig støtte og feedback fra jeres psykolog
- I skal selv kontakte jeres psykolog efter behov
Videosamtaler
Der er tre planlagte videosamtaler i forløbet. De første to samtaler afholdes inden I begynder selve behandlingen. Den sidste samtale afholdes, når I har afsluttet jeres forløb. I kan læse mere under “Hvor mange videosamtaler er der?”. I kan også finde mere information i vores forløbsbeskrivelse på siden “Om behandlingen”.
Hvis I gerne vil være med i projektet, vil I blive inviteret til nogle videosamtaler med os. I kan forvente at skulle deltage i mindst tre videosamtaler i løbet af jeres behandlingsforløb. Det vil være en informationssamtale, en udredende samtale og en afsluttende samtale. I kan læse mere om ansøgning og behandling på siden “Om behandlingen”.
Informationssamtalen
Informationssamtalen handler om de mere praktiske ting, der er forbundet med at deltage i CoolMinds-projektet og modtage digital behandling. Her vil vi fortælle jer om projektets formål og om behandlingen. Meningen er at give jer den information, I har behov for, for at kunne beslutte, om I har lyst til at deltage i projektet.
Udredende samtale
Hvis I gerne vil være med i projektet, skal I deltage i en udredende samtale med en psykolog. Forud for samtalen har I besvaret nogle spørgeskemaer om angst og tristhed, og måden det påvirker jeres hverdag på. Samtalen handler om at blive klogere på de udfordringer, som I oplever lige nu. Ved samtalen vil psykologen spørge ind til jeres besvarelser.
Ud fra jeres samtale vil psykologen vurdere, om jeres barn har angst, og om CoolMinds-programmet vil være en passende behandling til jer.
Den afsluttende samtale
Når I er færdige med jeres behandlingsforløb, inviterer vi jer til en afsluttende samtale med jeres psykolog. I skal igen svare på nogle spørgeskemaer om angst og tristhed, og hvordan det påvirker jeres hverdag. Derudover skal I svare på spørgsmål om jeres oplevelse af behandlingen og jeres tilfredshed med forløbet.
Sammen med jeres psykolog taler I om, hvordan det går, og om behandlingen har virket som forventet. I vil efter den afsluttende samtale stadig have mulighed for at arbejde videre i programmet, dog uden at have en psykolog tilknyttet.
Andre videosamtaler
Der kan i nogle tilfælde opstå et behov for at tale sammen på video undervejs i behandlingen. Det kan for eksempel være, hvis I ikke er aktive i programmet, eller hvis psykologen kan se, at jeres barn ikke trives i behandlingen. Vi vil her invitere jer til en motivationssamtale, hvor I kan tale med psykologen om, hvordan I kan komme i gang med behandlingen igen. I vil sammen her finde ud af, om der er behov for anden hjælp og støtte, end den vi kan tilbyde i CoolMinds-projektet.
Det tager ca. 14 uger at gennemføre behandlingsforløbet. I kan arbejde med de enkelte moduler i jeres eget tempo. Hvert modul tager ca. 45 min. at gennemføre. Vi anbefaler, at I gennemfører et modul om ugen. Det er vigtigt, at I bruger tiden mellem modulerne på at øve de teknikker, som I lærer i programmet. På den måde får jeres barn mest gavn af forløbet.
Det er ikke en fordel at gennemføre programmet hurtigt. Det er vigtigt, at I tager jer tid til at arbejde med de øvelser, som I præsenteres for i programmet. Vi ved, at det har stor betydning for effekten af behandlingen. I kan forvente, at I skal bruge ca. 15-30 minutter næsten hver dag, på at arbejde med indholdet i programmet og øvelserne.
Jeres psykolog vil under hele behandlingsforløbet være opmærksom på, hvordan jeres barn har det. Hvis der opstår tegn på, at jeres barn får det værre, vil psykologen tage kontakt til jer. Det kan i de tilfælde være nødvendigt at henvise til et andet behandlingstilbud.
Randomisering er en metode, hvor man vælger noget tilfældigt.
Forestil dig, at du har en pose med 10 bolde i forskellige farver. Hvis du stikker hånden ned i posen og trækker en bold op uden at kigge, så bruger du randomisering. Hver bold har samme chance for at blive trukket op, uanset farve.
Randomisering bruges ofte i forskningsprojekter. I CoolMinds bruger vi metoden til at inddele familierne i en af projektets 3 deltagergrupper. Ved at gøre det tilfældigt sikrer vi, at inddelingen er så retfærdig, som muligt. Det er samtidigt også med til at sikre, at projektets resultater er pålidelige. Det skyldes, at vi forhindrer andre faktorer i at påvirke resultatet.
I CoolMinds foregår jeres behandling i et tekstbaseret program, som minder om en digital selvhjælpsbog. Indholdet består af tekst, korte videoer, grafik, lydoptagelser og små opgaver, som skal løses enten i programmet eller ude i “den virkelige verden”. Igennem jeres forløb arbejder I med teknikker, som skal hjælpe jer med at håndtere angst. I vil være støttet af en af vores psykologer, som læser jeres svar på øvelser og giver jer skriftlig feedback på jeres arbejde. I får adgang til hver jeres program, som I kan arbejde i hver for sig eller i fælleskab. Det er op til jer.
I kan til enhver tid kontakte jeres psykolog via programmets chatfunktion, hvis I har spørgsmål eller behov for hjælp til noget i programmet. I kan også skrive til CoolMinds-teamet via sikker digital post. Vi svarer hurtigst muligt.