Kontakt
Har I spørgsmål til CoolMinds? Enten til jeres ansøgning eller selve behandlingsforløbet? Så er I velkomne til at kontakte os.
Hej!
Har I spørgsmål eller behov for hjælp til noget i programmet, anbefaler vi, at I skriver til jeres psykolog via programmets chatfunktion.
Har I brug for hjælp til at ansøge, kan I skrive til CoolMinds-teamet via sikker digital post.
Kontakt os her:
Sikker digital post
For henvendelser vedrørende jeres ansøgning eller vores behandlingstilbud, kan I kontakte os via sikker digital post her:
Vores adresse
Center for Digital Psykiatri
Heden 11, 3. sal
5000 Odense C
Ofte stillede spørgsmål:
Her kan du finde svar på de spørgsmål, som andre forældre oftest stiller. Har du spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, er du velkommen til at skrive til os via digital post. Du finder kontaktoplysningerne ovenfor.
CoolMinds er et online behandlingsforløb, som henvender sig til unge i alderen 12-17 år med angst.
I CoolMinds foregår behandlingen i to digitale programmer. Et til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt over en periode på 12 uger. Indholdet består af Kognitiv adfærdsterapi, som er den mest anvendte behandling ved angst. I vil under hele forløbet have en psykolog tilknyttet, som støtter jer skriftligt og giver jeres barn feedback på gennemførte øvelser i programmet. I kan læse mere om behandlingen på siden “Behandlingen”.
Det er vigtigt, at behandlingen passer til jeres barns behov. Derfor er der nogle betingelser, som skal være opfyldt, før vi kan tilbyde jer et forløb hos os. I kan læse mere om betingelserne for at modtage behandling i CoolMinds på vores ansøgningsside, som I finder ved at klikke på “Ansøg her”.
Tilbuddet henvender sig til familier, som er bosat i Region Syddanmark eller Region Hovedstaden.
Deler du forældremyndigheden over dit barn med en anden forælder eller værge, skal I begge give samtykke til behandlingen, før vi kan tilbyde jeres barn et forløb hos os.
Unge, som er fyldt 15 år, skal også selv give samtykke til at få behandling hos os.
I kan give samtykke her: https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=SRF6JJ67S59K
Jeres behandling foregår i et digitalt program. Der er et program til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt over en periode på 12 uger.
Programmet til jeres barn
I programmet til jeres barn har vi skabt et trygt og genkendeligt univers for unge. Indholdet består af Kognitiv Adfærdsterapi, som er den mest anerkendte terapiform til behandling af angst hos både voksne, børn og unge. Vi har delt indholdet op i 11 moduler, som indeholder viden om angst og praktiske øvelser. Jeres barn vil her lære forskellige teknikker til at mindske og mestre angst. Psykologen følger jeres barn gennem hele forløbet.
Programmet til forældre
Programmet indeholder viden om angst og selve behandlingen. I får også gode råd til, hvordan I bedst kan støtte jeres barn gennem forløbet. Kun én forælder har adgang til programmet, men vi håber, at I vil dele indholdet med hinanden.
Skriftlig kontakt til psykologen
I vil som en del af jeres behandlingsforløb modtage skriftlig støtte og feedback fra en psykolog. Kontakten foregår kun skriftligt via programmets chatfunktion.
Videosamtaler
Hvis vi vurderer, at tilbuddet kan være relevant for jer, vil i modtage en invitation til en udredende videosamtale med en psykolog. Formålet er at finde ud af, om jeres barn har angst og om den behandling, vi kan tilbyde i CoolMinds, er den rigtige for jer.
Når I har gennemført jeres forløb, inviterer vi jer til en afsluttende samtale med jeres psykolog. Formålet med samtalen er, at følge op på hvordan det går og om behandlingen har virket efter hensigten.
I kan finde mere information i vores oversigt over forløbet på siden “Behandlingen”.
Den udredende videosamtale
I ansøgningsskemaet har I besvaret nogle spørgsmål om angst og tristhed og måden det påvirker jeres hverdag på. Den udredende samtale handler om at blive klogere på de udfordringer, som I oplever lige nu. Psykologen vil derfor spørge dybere ind til jeres svar.
Ud fra jeres samtale vil psykologen vurdere, om jeres barn har angst, og om CoolMinds-programmet er en passende behandling til jer.
Afsluttende videosamtale
Når I er færdige med jeres behandlingsforløb, inviterer vi jer til en afsluttende samtale med jeres psykolog. Ved samtalen taler I med jeres psykolog om, hvordan det går og om behandlingen har virket som forventet. I vil efter den afsluttende samtale stadig have mulighed for at arbejde videre i programmet, dog uden at have en psykolog tilknyttet.
Andre videosamtaler
Der kan i nogle tilfælde opstå et behov for at tale sammen på video undervejs i behandlingen. Det kan for eksempel være, hvis I ikke er aktive i programmet, eller hvis psykologen kan se, at jeres barn ikke trives i behandlingen.
Vi vil her invitere jer til en motiverende samtale, hvor I kan tale med psykologen om, hvordan I kan komme i gang med behandlingen igen. Formålet er, sammen, at finde ud af, om der er behov for anden hjælp og støtte, end den vi kan tilbyde i CoolMinds.
Det tager 12 uger at gennemføre behandlingsforløbet. I kan arbejde med de enkelte moduler, når det bedst passer ind i jeres hverdag. Hvert modul tager ca. 45 min. at gennemføre. Vi anbefaler, at I gennemfører et modul om ugen. Det er vigtigt, at I bruger tiden mellem modulerne på at øve de teknikker, som I lærer i programmet. På den måde får jeres barn mest gavn af forløbet.
Det er ikke en fordel at gennemføre programmet hurtigt. Det er vigtigt, at I tager jer tid til at arbejde med de øvelser, som I præsenteres for i programmet. Vi ved, at det har stor betydning for effekten af behandlingen. I kan forvente, at I skal bruge ca. 15-30 minutter næsten hver dag på at arbejde med indholdet i programmet og øvelserne.
Jeres psykolog vil under hele behandlingsforløbet være opmærksom på, hvordan jeres barn har det. Hvis der opstår tegn på, at jeres barn får det værre, vil psykologen tage kontakt til jer. Det kan i de tilfælde være nødvendigt at henvise til et andet behandlingstilbud
I CoolMinds foregår jeres behandling i et tekstbaseret program, som minder om en digital selvhjælpsbog. Indholdet består af tekst, korte videoer, grafik, lydoptagelser og små opgaver, som skal løses enten i programmet eller ude i “den virkelige verden”.
Gennem jeres forløb arbejder I med teknikker, som skal hjælpe jer med at håndtere angsten. I vil være støttet af en af vores psykologer, som læser svar på øvelser og giver jeres barn skriftlig feedback på arbejdet. I får adgang til hver jeres program, som I kan arbejde i hver for sig eller i fælleskab. Det er op til jer.
I kan til enhver tid kontakte jeres psykolog via programmets chatfunktion, hvis I har spørgsmål eller behov for hjælp til noget i programmet. I kan også skrive til CoolMinds-teamet via sikker digital post. Vi svarer hurtigst muligt.