Behandlingen
CoolMinds er for unge i alderen 12-17 år med angst. Behandlingen foregår gennem et digitalt program med skriftlig støtte fra en psykolog. Tilbuddet er en del af et forskningsprojekt.
Digital behandling for angst
I CoolMinds foregår behandlingen skriftligt gennem to digitale programmer. Et til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt, over en periode på 14 uger. Forløbet vil give jer viden om hvad angst er, hvordan I håndterer den og hvordan I sammen kan komme angsten til livs. I arbejder med indholdet på egen hånd, med skriftlig støtte fra jeres psykolog.
Behandlingstilbuddet er en del af et forskningsprojekt. Vi vil gerne vide mere om, hvordan digital behandling kan hjælpe unge med angst. Vi undersøger virkningen af behandlingen og de forskellige former for terapeutstøtte. Derfor modtager nogle familier planlagt psykologstøtte, imens andre selv skal skrive til deres psykolog, hvis de har behov for det. Nogle familier starter behandling efter en fastlagt venteperiode på 14 uger. Inddelingen forgår helt tilfældigt, ud fra en metode, man kalder “randomisering”. I kan læse mere i vores FAQ nederst på siden.
CoolMinds-forløbet
Behandlingsprogrammet til den unge
Forløbet til jeres barn indeholder viden om angst og praktiske øvelser i at bruge teknikker, som mindsker angst. Det er nemlig sådan, at hvis man forstår hvad angst er, bliver man mindre bange for den. Og ved man, hvad man skal gøre, når man mærker angsten, bliver den også lettere at håndtere.
Programmet er bygget med særligt fokus på at skabe et trygt og genkendeligt univers for unge. Vi har delt indholdet op i 11 moduler, som jeres barn kan arbejde med i sit eget tempo. Det gør forløbet overskueligt og fleksibelt.
Behandlingsprogrammet til forældre
Når man ved hvad angst er, kan man meget bedre hjælpe den, der oplever angsten. Programmet til forældre er derfor bygget med fokus på at klæde jer godt på til at kunne støtte jeres barn gennem behandlingen.
Forløbet er delt op i 10 moduler, som indeholder viden om angst, kognitiv adfærdsterapi og gode råd til jer forældre. I kan til enhver tid tage kontakt til jeres psykolog, via programmets chatfunktion, hvis I har behov for det. Det kan være I har spørgsmål eller brug for hjælp til noget i programmet.
Kognitiv adfærdsterapi
Indholdet i CoolMinds-programmet bygger på den behandlingsform, der hedder kognitiv adfærdsterapi. Kognitiv adfærdsterapi er den mest kendte og anvendte behandlingsform ved angst.Tilgangen er baseret på ideen om, at vores tanker, følelser og handlinger hænger sammen. I terapien arbejder vi derfor med de tanker, der skaber angst hos jeres barn og med den adfærd, som forstærker angsten.
Et eksempel kan være, at jeres barn helst ikke vil række hånden op i klassen af frygt for, at de andre vil grine. I terapien arbejder vi derfor med den tanke, at de andre vil grine, fordi man rækker hånden op. Vi vil også gradvist arbejde hen imod, at jeres barn får mod til at række hånden op. For eksempel ved at starte med at række hånden op én gang, i de fag som jeres barn bedst kan lide og føler sig mest tryg ved – for efterfølgende at øge antallet af gange eller gøre det i flere fag.
Virker digital terapi?
Forskning viser, at digital terapi kan virke ligeså godt, som et traditionelt behandlingsforløb hos en psykolog. I CoolMinds foregår behandlingen via et digitalt program. Her kan jeres barn snakke om de samme ting og arbejde med det der er svært, på samme måde som ved en fysisk samtale med en psykolog. Det foregår bare på skrift. En af fordelene ved skriftlig terapi er, at man har tid til at tænke og mærke efter, inden man skriver en besked. Derfor når man ofte hurtigere ind til kernen af det, der er svært, end ved traditionel samtaleterapi.
De første forløb
I foråret 2022 modtog de første 16 unge behandling i CoolMinds. Størstedelen af de unge oplevede stor bedring i deres angstsymptomer. Halvdelen af de unge, som gennemførte deres forløb, havde ikke behov for yderligere behandling. Familierne følte sig godt hjulpet og var generelt meget tilfredse med forløbet.
Behandling i Internetpsykiatrien
Hos Center for Digital Psykiatri tilbyder vi allerede digital terapi til voksne i alderen +18 år med let til moderat angst og depression. I kan læse mere om at få behandling i Internetpsykiatrien på Internetpsykiatriens hjemmeside.
Hvordan foregår forløbet?
Ansøgning
I ansøger om at få behandling i CoolMinds via vores ansøgningsside. I finder den i menuen øverst på siden eller ved at klikke på knappen "Ansøg her". På siden kan I læse mere om angst hos børn og unge og kriterierne for at være med i forskningsprojektet. Hvis I gerne vil deltage, skal I udfylde et ansøgningsskema. Skemaet finder I ved at klikke på knappen "Gå til ansøgningsskema". I vil her blive bedt om at beskrive de udfordringer, som I oplever i øjeblikket. Hvis vi vurderer, at tilbuddet kan være relevant for jer, vil i modtage en plan for jeres udredning hos os, via digital post. Her kan I finde datoer for den første informationssamtale omkring projektet og den udredende samtale med en psykolog.
Informationssamtale
Samtalen foregår via video, med en projektmedarbejder fra CoolMinds-teamet. Det er vigtigt, at I har mulighed for at anvende et webkamera. Ved samtalen vil I få mere information om forskningsprojektet og vores digitale behandlingstilbud. I vil også få mulighed for at stille de spørgsmål, som I har behov for svar på. I beslutter derefter, om I har lyst til at være med i projektet.
Udfyldelse af spørgeskemaer
Hvis I gerne vil være med i forskningsprojektet, vil vi bede jer om at udfylde nogle spørgeskemaer, som I får tilsendt via digital post. Spørgsmålene handler om forskellige former for angst. Vi ved, at vi stiller mange spørgsmål, men jeres besvarelser er meget vigtige for os, da vi har brug for at få et godt indblik i, hvordan jeres barn har det lige nu. Vi tager udgangspunkt i jeres besvarelser, ved den udredende samtale.
Udredende samtale med en psykolog
Den udredende samtale afholdes over video, med en af vores psykologer. Formålet er at finde ud af, om jeres barn har angst, og om den behandling vi kan tilbyde i CoolMinds, er den rigtige for jer. Psykologen vil både tale med jer som familie, og med jeres barn alene. Vi ved, at det kan virke overvældende at skulle tale med en psykolog på egen hånd. Det kan derfor være en god ide, at I taler med jeres barn inden samtalen. I kan fortælle, at vores psykologer er vant til at tale med børn og unge og er gode til at hjælpe, hvis man synes, at det er svært.
Opstart af behandlingsforløbet
Ud fra jeres samtale vil psykologen vurdere, om CoolMinds-forløbet egner sig til jeres barn. Hvis vi kan tilbyde jer behandling, vil I få tilsendt et login til behandlings-programmet til jeres barn og et til programmet for forældre. Det er kun muligt at give én forælder adgang til programmet. Vi håber derfor, at I vil dele indholdet med hinanden. I bliver placeret i en af projektets 3 deltagergrupper. Inddelingen sker tilfældigt. Den er nødvendig, da vi gerne vil undersøge effekten af behandlingsforløbet og de forskellige former for psykologstøtte. Alle familier får behandling, uanset gruppe.
- Gruppe 1 starter behandling i CoolMinds-programmet med det samme. I modtager skriftlig feedback fra psykologen en gang ugentligt
- Gruppe 2 starter behandling med det samme. I skal selv kontakte jeres psykolog skriftligt efter behov
- Gruppe 3 er en ventelistegruppe. I starter behandling efter 14 uger og modtager ugentlig, skriftlig feedback fra jeres psykolog. I vil blive bedt om at udfylde spørgeskemaerne igen og deltage i en kort samtale forud for behandlingens start. Det skyldes, at vi har behov for at vide, hvordan jeres barn har det nu, inden I starter behandling.
Behandlingen
Behandlingsforløbet varer ca. 14 uger. I arbejder i hver jeres program, med støtte fra en af vores psykologer. Indholdet er delt op i moduler, som I kan gennemføre i jeres eget tempo. Vi anbefaler, at I gennemfører et modul om ugen. På den måde får I mest gavn af behandlingen. Hvis I har spørgsmål eller behov for hjælp til noget i programmet, kan I skrive til jeres psykolog via chatfunktionen. I kan også skrive til CoolMinds-teamet via sikker digital post. Vi svarer hurtigst muligt.
Afslutning af behandling
Når I har afsluttet behandlingsforløbet, inviterer vi jer til en samtale med jeres psykolog. Inden samtalen vil vi igen bede jer om at besvare nogle spørgeskemaer. Jeres besvarelse hjælper os med at få et indblik i, hvordan jeres barn har det. Vi vil også gerne vide, hvordan I har oplevet at få digital behandling i CoolMinds. Psykologen vil sammen med jer vurdere, om I fortsat har brug for hjælp og støtte.
Opfølgende session
I har adgang til CoolMinds-programmet i op til 12 uger efter, at I har afsluttet jeres behandlingsforløb. I har derfor mulighed for at arbejde videre med de teknikker, som I blev præsenteret for i programmerne. Nogle familier får tilbudt en ekstra, opfølgende session. Udvælgelsen sker tilfældigt og har til formål at genopfriske de teknikker, som I har lært i forløbet.
Besvarelse af spørgeskemaer
3, 6 og 12 måneder efter, at I har afsluttet jeres forløb, sender vi nogle spørgeskemaer til jer. Spørgsmålene skal hjælpe os med at få indsigt i, hvordan jeres barn har det, efter behandlingen er afsluttet. Vi vil spørge ind til jeres barns angstsymptomer, graden af dem og hvordan de påvirker jeres hverdag. Jeres besvarelser er meget vigtige for os, da vi har behov for at få indblik i effekten af behandlingen over tid.
Ofte stillede spørgsmål:
Her kan du finde svar på de spørgsmål, som andre forældre oftest stiller. Har du spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, er du velkommen til at skrive til os via digital post. Du kan finde kontaktoplysningerne på vores kontaktside.
CoolMinds er et forskningsprojekt, som drives af Center for Digital Psykiatri, i et samarbejde med Center for Psykologisk behandling til Børn og Unge. I kan læse mere om begge centre på siden “Om projektet”. I projektet undersøger vi effekten af et nyt digitalt behandlingstilbud. Tilbuddet henvender sig til unge i alderen 12-17 år med angst.
I CoolMinds foregår behandlingen gennem to digitale programmer. Et til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt, over en periode på 14 uger. Indholdet bygger på den terapiform, der hedder kognitiv adfærdsterapi, som er den mest anvendte behandling ved angst. I vil under hele forløbet have en psykolog tilknyttet, som kan støtte jer skriftligt og give jer feedback på de øvelser, I arbejder med i programmet. I kan læse mere om behandlingen på siden “Om behandlingen”.
Da CoolMinds er et forskningsprojekt, er der nogle kriterier, som skal være opfyldt, før vi kan tilbyde jer behandling. I kan læse mere om deltagelseskriterier på vores ansøgningsside, som I finder ved at klikke på “Ansøg her”.
Vi tager i øjeblikket imod ansøgninger fra familier, som er bosat i Region Syddanmark eller Region Hovedstaden.
Jeres behandling foregår via et digitalt program. Der er et program til jeres barn og et til jer forældre. I gennemfører programmerne samtidigt over en periode på 14 uger.
Programmet til jeres barn
I programmet til jeres barn har vi skabt et trygt og genkendeligt univers for unge. Indholdet bygger på Kognitiv Adfærdsterapi, som er den mest anerkendte terapiform ved behandling af angst hos både børn og voksne. Vi har delt indholdet op i 11 moduler med viden om angst og praktiske øvelser. Jeres barn vil her lære forskellige teknikker til at mindske angst. Psykologen følger jeres barn gennem hele forløbet.
Programmet til forældre
Programmet indeholder viden om angst og selve behandlingen. I får også gode råd til, hvordan I bedst kan støtte jeres barn gennem forløbet. Kun én forælder har adgang til programmet, men vi håber, at I vil dele indholdet med hinanden.
Skriftlig kontakt til psykologen
I vil som en del af jeres behandlingsforløb modtage skriftlig støtte og feedback fra en psykolog. Kontakten foregår kun skriftligt, via programmets chatfunktion.
Da vi gerne vil undersøge virkningen af forskellige former for psykologstøtte, kan kontakten foregå på to måder:
- I modtager planlagt, ugentlig støtte og feedback fra jeres psykolog
- I skal selv kontakte jeres psykolog efter behov
Videosamtaler
Der er tre planlagte videosamtaler i forløbet. De første to samtaler afholdes inden I begynder selve behandlingen. Den sidste samtale afholdes, når I har afsluttet jeres forløb. I kan læse mere under “Hvor mange videosamtaler er der?”. I kan også finde mere information i vores forløbsbeskrivelse på siden “Om behandlingen”.
Hvis I gerne vil være med i projektet, vil I blive inviteret til nogle videosamtaler med os. I kan forvente at skulle deltage i mindst tre videosamtaler i løbet af jeres behandlingsforløb. Det vil være en informationssamtale, en udredende samtale og en afsluttende samtale. I kan læse mere om ansøgning og behandling på siden “Om behandlingen”.
Informationssamtalen
Informationssamtalen handler om de mere praktiske ting, der er forbundet med at deltage i CoolMinds-projektet og modtage digital behandling. Her vil vi fortælle jer om projektets formål og om behandlingen. Meningen er at give jer den information, I har behov for, for at kunne beslutte, om I har lyst til at deltage i projektet.
Udredende samtale
Hvis I gerne vil være med i projektet, skal I deltage i en udredende samtale med en psykolog. Forud for samtalen har I besvaret nogle spørgeskemaer om angst og tristhed, og måden det påvirker jeres hverdag på. Samtalen handler om at blive klogere på de udfordringer, som I oplever lige nu. Ved samtalen vil psykologen spørge ind til jeres besvarelser.
Ud fra jeres samtale vil psykologen vurdere, om jeres barn har angst, og om CoolMinds-programmet vil være en passende behandling til jer.
Den afsluttende samtale
Når I er færdige med jeres behandlingsforløb, inviterer vi jer til en afsluttende samtale med jeres psykolog. I skal igen svare på nogle spørgeskemaer om angst og tristhed, og hvordan det påvirker jeres hverdag. Derudover skal I svare på spørgsmål om jeres oplevelse af behandlingen og jeres tilfredshed med forløbet.
Sammen med jeres psykolog taler I om, hvordan det går, og om behandlingen har virket som forventet. I vil efter den afsluttende samtale stadig have mulighed for at arbejde videre i programmet, dog uden at have en psykolog tilknyttet.
Andre videosamtaler
Der kan i nogle tilfælde opstå et behov for at tale sammen på video undervejs i behandlingen. Det kan for eksempel være, hvis I ikke er aktive i programmet, eller hvis psykologen kan se, at jeres barn ikke trives i behandlingen. Vi vil her invitere jer til en motivationssamtale, hvor I kan tale med psykologen om, hvordan I kan komme i gang med behandlingen igen. I vil sammen her finde ud af, om der er behov for anden hjælp og støtte, end den vi kan tilbyde i CoolMinds-projektet.
Det tager ca. 14 uger at gennemføre behandlingsforløbet. I kan arbejde med de enkelte moduler i jeres eget tempo. Hvert modul tager ca. 45 min. at gennemføre. Vi anbefaler, at I gennemfører et modul om ugen. Det er vigtigt, at I bruger tiden mellem modulerne på at øve de teknikker, som I lærer i programmet. På den måde får jeres barn mest gavn af forløbet.
Det er ikke en fordel at gennemføre programmet hurtigt. Det er vigtigt, at I tager jer tid til at arbejde med de øvelser, som I præsenteres for i programmet. Vi ved, at det har stor betydning for effekten af behandlingen. I kan forvente, at I skal bruge ca. 15-30 minutter næsten hver dag, på at arbejde med indholdet i programmet og øvelserne.
Jeres psykolog vil under hele behandlingsforløbet være opmærksom på, hvordan jeres barn har det. Hvis der opstår tegn på, at jeres barn får det værre, vil psykologen tage kontakt til jer. Det kan i de tilfælde være nødvendigt at henvise til et andet behandlingstilbud.
Randomisering er en metode, hvor man vælger noget tilfældigt.
Forestil dig, at du har en pose med 10 bolde i forskellige farver. Hvis du stikker hånden ned i posen og trækker en bold op uden at kigge, så bruger du randomisering. Hver bold har samme chance for at blive trukket op, uanset farve.
Randomisering bruges ofte i forskningsprojekter. I CoolMinds bruger vi metoden til at inddele familierne i en af projektets 3 deltagergrupper. Ved at gøre det tilfældigt sikrer vi, at inddelingen er så retfærdig, som muligt. Det er samtidigt også med til at sikre, at projektets resultater er pålidelige. Det skyldes, at vi forhindrer andre faktorer i at påvirke resultatet.
I CoolMinds foregår jeres behandling i et tekstbaseret program, som minder om en digital selvhjælpsbog. Indholdet består af tekst, korte videoer, grafik, lydoptagelser og små opgaver, som skal løses enten i programmet eller ude i “den virkelige verden”. Igennem jeres forløb arbejder I med teknikker, som skal hjælpe jer med at håndtere angst. I vil være støttet af en af vores psykologer, som læser jeres svar på øvelser og giver jer skriftlig feedback på jeres arbejde. I får adgang til hver jeres program, som I kan arbejde i hver for sig eller i fælleskab. Det er op til jer.
I kan til enhver tid kontakte jeres psykolog via programmets chatfunktion, hvis I har spørgsmål eller behov for hjælp til noget i programmet. I kan også skrive til CoolMinds-teamet via sikker digital post. Vi svarer hurtigst muligt.